feb 8

Giv din rogn lidt pep!

Ingredienser:

  • 1 dåse torskerogn
  • 3-4 spsk skyr, ymer, neutral yoghurt, creme fraice el.lign.
  • 1 finthakket sur agurk
  • salt, peber, citronsaft

Sådan gør du:

Mos torskerognen med dit surmælksprodukt. Rør agurken i, og smag til med salt, peber og evt citronsaft.

Torskerognssalaten er god i pitabrød eller på rugbrød med lucernespirer og den slags.

jan 28

12 stk (uden fløde)

Flødeboller

Ingredienser:

  • 12 mariekiks
  • 2 bægre past. æggehvide
  • 170 g sukker
  • 100-150 g overtrækschokolade

To do:

Tænd ovnen på 150 varmluftsgrader. Arranger Mariekiksene på en bageplade. Pisk æggehviderne vanvittigt stive, og pisk herefter sukkeret i lidt ad gangen. Du har nu lavet fyldet. Brug en sprøjtepose med stjernetyl til at fordele fyldet på mariekiksene (det er dine bunde). Bag nu bunde med fyld 5 minutter i den forvarme ovn. Lad dem køle (så længe som du nu har tålmodighed til). Smelt chokoladen (forsigtigt, så den ikke brænder på) og dup/klask/mal den på fyldet (det er lidt besværligt).

sep 16

Denneher kage er nok noget nær verdens bedste. Uden overdrivelse! Den er faktisk så god, at der ikke eksisterer et billede af den. Vildt ikk?! Og så er den nem! Som i helt vildt nem!

Du skal bruge:

  • 500 g brun farin
  • 500 g hvedemel
  • 1 tsk natron
  • 1 tsk stødt ingefær
  • 1 tsk stødt kanel
  • 1 tsk stødte nelliker
  • 1 hvidtøl

Sådan gør du:

Rør det hele godt sammen. Fordel det i to rugbrødsforme (de hæver, don’t worry) og lad dem bage i ca. en time ved 175 varmluftsgrader. Det bliver ikke lettere…

maj 11

Butterdejssamosa

(8 stks)

Ingredienser:

 

  • 1 løg
  • 1 fed hvidløg
  • 1 kartoffel
  • 1 gulerod
  • 2 dl ærter fra frost
  • 1 gavmild tsk karrypulver
  • 1 bouillonterning
  • 1 rulle færdiglavet butterdej (det er jeg ikke for fin til)

+ olie til stegning og ca. ½ liter vand til bouillonen. (og mælk eller æg til pensling)

Sæt igang

Riv eller pres hvidløget og skær løg, kartoffel og gulerod i små tern. Opløs bouilonterningen i ½ liter kogende vand. Opvarm ovnen til 200 grader.

Varm en sjat olie på en pande og steg løg, hvidløg og karry godt. Tilsæt kartoffel- og gulerodstern, rør rundt og tilsæt så ærter og ca. 2 dl af bouillonen.  Lad hele moletjavsen simre en masse og tilsæt løbende mere bouillon. Når kartofler og gulerødder er møre (faktisk gerne mere end møre), og massen er våd men ikke vandig, er den færdig. (Det kan godt være, at du ikke skal bruge al bouillonen).

Inddel butterdejen i 8 kvadrater, fyld lidt af pandestadset i hver, fold dem på midten og tryk kanterne til (evt med en gaffel). Pensl dem med æg eller mælk, og bag dem midt i ovnen til de er gyldne (det bliver de efter 15-20 minutter).

Spis dem varme eller (endnu bedre) kolde på madpakken.

dec 30

Kransekage

Hjemmelavet kransekage er toppen af overskud – og så er de brandflotte!

Ingredienser:

500 g marcipan

1 æggehvide (pasteuriseret)

200-300 g flormelis

(og til glasur:)

1 æggehvide (pasteuriseret naturligvis)

250 g flormelis

Sådan gør du:

Bland og ælt marcipan, æggehvide og flormelis godt. Dejen skal være fast og ikke klistre for meget (mere flormelis er vejen frem). Lad dejen hvile nogle timer i køleskab. Rul dejen i pølser og form, som du lyster (arbejd evt med våde hænder – så er det nemmere). Bag kransekagerne ved 225 grader i ca. 10 minutter. Lad dem køle helt af, rør glasuren og pynt!

dec 13

Julehittet herhjemme er klatkager i år. Vi får risengrød den ene dag – udelukkende for at kunne lave klatkager den næste.

Ingredienser:

  • 500 g risengrød (gerne rester fra dagen før)
  • 60 g mel
  • 2 spsk sukker
  • 1 tsk vanille
  • 2 æg
  • smør til stegning

Bland alle ingredienser, opvarm en pande og steg klatter af dejen på begge sider. Serveres med syltetøj og flormelis.

aug 7

12 stk af de allerlækreste hjemmelavede blåbærmuffins!

Du skal bruge:

  • 2 dl sukker
  • 150 g smør
  • 2 æg
  • 1 tsk vaniljeessens
  • 1/2 dl mælk
  • 3 dl hvedemel
  • 1 tsk bagepulver
  • 100-150 g blåbær (gerne fra frost, men tø dem op først)

Sådan gør du:

Tænd ovnen på 200 grader.

Pisk smør og sukker skummende (det er noget man siger – det skal bare piskes godt). Pisk æggene i et ad gangen og tilsæt så mælk og vaniljeessens. Tilsæt bagepulver og til sidst hvedemel. Fyld dejen i 12 forme (jeg har selv sådan en metalplade med 12 muffinformede huller, som jeg sætter papirsforme i). Fordel herefter blåbærene i formene og tryk dem ned i dejen med en ske (og måske en hjælpeske). Bag dem midt i ovnen (som nu er 200 grader varm) i 15-20 minutter.

Stik en strikkepind  eller en gaffel i kagerne for at tjekke om de er færdige - når pinden/gaflen kommer op uden dej på, så har de fået nok.

maj 10

Min frue laver den lækreste kylling i karry (inspireret af Jamie O siger hun), og jeg har omsider haft mod til at kigge hende over skuldrene. Det er virkelig nemt!

Til to personer…
Kylling i karry

Du skal bruge:

  • 1 tsk koriander
  • 1 tsk bukkehorn
  • 1 tsk spidskommen
  • 1 tsk sennep (korn)
  • 1 tsk gurkemeje
  • 1 snas chili
  • 1 løg
  • 1 fed hvidløg
  • 1 stor mandetommelfinger ingefær
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 1 dåse kokosmælk
  • 1-2 kyllingefileter
  • evt. tørrede karryblade 

Serveres med ris! 

Sådan gør du:

Brænd koriander, bukkehorn, spidskommen, sennep, gurkemeje og chili af i en snas olie på en tykbundet pande el.lign. med høje kanter. (*Brænd af, ikke på). Hak løg, hvidløg og ingefær fint og steg det med. Tilsæt hakkede tomater og kokosmælk. (*røre røre). Skær kyllingen i mundrette bider og put dem i sovsen. Tilsæt evt. også en håndfuld karryblade. Lad hele moletjavsen simre, alt imens du tilbereder en passende portion ris. Og så er du færdig!

okt 31

Jeg har været velforsynet med æbler dette efterår, og har derfor afsøgt alle kroge af internettet for at finde anvendelse for dem. Jeg fandt bl.a. denne opskrift på æblemarmelade, som jeg i det følgende har afstemt med min egen erfaring.

Den er god!

Ingredienser:

  • 500 g æbler (skrællede og i mindre stykker)
  • 2½ dl æblecider
  • 1 dl sukker
  • ½ dl brun farin
  • evt. 1 tsk flydende atamon

Fremgangsmåde:

  • Bring æblerne og æblecideren i kog i en lille gryde og lad det simre under låg i ca. 10 minutter (til æblerne er møre)
  • Si æblecideren fra
  • Rør sukker og brun farin i æblerne
  • Lad blandingen simre over svag varme i 1-1½ time (rør i det engang imellem, så det ikke brænder på)
  • Sluk for varmen (og hvis blandingen skal kunne holde sig længe; lad marmeladen komme ned under 100 grader og tilsæt så atamon)
  • Hæld på skoldede glas og lad det køle af i køleskab

Der er sådan ca. til et enkelt glas (á 250-300 ml?)

okt 27

Vintertid er suppetid, og denneher er easy-peasy, lækkert cremet og helt enkel.

Nok til 2 personer

Ingredienser:

  • 2 porrer
  • 6-7 kartofler
  • vand
  • 1 bouillonterning
  • salt og peber

Fremgangsmåde:

Skræl kartoflerne, vask porrerne og skær både kartofler og porrer i mindre stykker. Put grøntsagerne i en gryde, dæk dem med vand og smid bouillonterningen derned også. Kog under låg i 20-30 minutter.

Sigt en stor del af vandet fra (men hæld det ikke ud endnu) og blend grøntsagerne. Juster suppens konsistens med kogevandet og smag til med salt og peber.

Serveres med brød og (hvis du er til den slags) eventuelt også et drys af stegte bacontern.

« Tidligere indlæg